Hvordan bygges en tidssvarende træbåd?
I Skandinavien har vi bygget både af træ i flere tusinde år, så vi har en virkelig solid tradition at arbejde videre fra. Men også nutiden kan give et bidrag til faget. Maskinel bearbejdning og vandfast lim giver en række muligheder, som blot venter på at blive udnyttet.
På dette kursus ser vi på, hvilke krav man i dag vil stille til sit fartøj, og hvordan vi med en kombination af traditionelle og moderne teknikker kan indfri disse krav. Vi gennemgår hele skibet som konstruktion, finder nogle svage punkter, som kunne forbedres, og diskuterer hvordan dette kan gøres i praksis. Deltagerne er meget velkomne til at byde ind med egne ideer og erfaringer. Undervejs bliver der også en gennemgang af den ketch, som er ved at blive bygget på Løgstør Bådebyggeri.
| Kurset henvender sig til alle, der ser en fremtid i både af træ, uanset om man blot er almindeligt interesseret, eller man vil arbejde mere aktivt med emnet. En del af de ideer og principper, vi arbejder med, egner sig også til reparationer og ombygninger, så hvis du står for at skulle udskifte f. eks. skandæk og støtter, eller et helt dæk, vil du her kunne hente hjælp og inspiration til arbejdet. |
|
Kurset afvikles den 28. januar 2012 kl. 9 - 16. Deltagerafgiften er 450 kr.